Jeg fik lommepenge af min far men det rakte ikke langt. Men jeg fandt selv ud af en ekstraindtægt som bragte mig nærmere mine drømmes mål. Mine første job var at gå med aviser fra jeg var 12 år, være boghandlerbud, og i fiskeforretning og rense fisk - så vil mange nok tro at jeg ved at rense fisk fra tidlig morgen fik nok af det. Men fisk er min livret, alle slags fisk, og jeg nyder fisk hver eneste dag. Jeg fik også det gode job med at være telegrafbud - langt før Internet, SMS og e@mail'ens tid, men sikken revolution, det havde ikke de vildeste forudset ! Idag kan vi uhindret kommunikere overalt i den civiliserede verden. Dengang var det ud på cykel til folk med il- telegrammer, gøre honnør - og få gode drikkepenge !
Men transistorer - det som fascinerede mig - og som førte til rumfart og besøg på Mars, og månevandring, udviklede med rivende fart den nye teknologi først i 60'erne !
Jeg spillede til selskab - og senere fotograferede også, gik hjem og fremkaldte filmen og kom tilbage med resultatet. Det gav adskillige faste aftaler om fotografering i hjemmet.
Min ulykke som ung var at jeg ikke kunne få plads i den uddannelse jeg så brændende ønskede, så fra nuaf røg jeg ud på "et skråplan" - som min far så "hjælpsomt" kaldte det. Men der var arbejde nok, og jeg var ikke bange for at tage fat. 17 år gammel fandt jeg selv job som arbejdsmand på en maskinmølle, hvor vi lavede cornflakes, og slæbte 100 kg-tunge kornsække, - i det dunkle og spændende, men noget støvede miljø.
I disse år fik jeg en lidenskab hvor jeg kunne "blæse støvet af" - store motorcykler - ikke de "potensforlængere" vi ser så mange af idag, men stærke tyske og engelske maskiner. Jeg "erobrede" det ene vidunder efter det andet, til jeg sad på ryggen af en krabat af en engelsk 650 cm³ Triumph Bonneville og kørte 200 km/t (dengang var der ingen faste fartgrænser) men listede også rundt i skov og terræn. Herligt, en twincylinder med en dyb "mandebas".
Straks jeg var 18 år tog jeg kørekort - til bil - 7 timer, hos en kvindelig kørerlærer. Og det gav mig et meget specielt job for en kunsthandler i København, hvor mit arbejde var at køre en stor samling malerier ud til salgsudstillinger, stille det pænt op, og ellers "se pæn ud" til åbningen dagen efter - det gav mig en del ekstra drikkepenge ved gode salg, og den første smag af hotel- og rejselivet. Det blev afbrudt af min soldatertid.
Som soldat i 16 mdr. i 1962-63 fik fik fornøjelsen af to hårde snevintre, ved indkaldelse og rekruttid januar-maj 1962 var det skiftevis sne og slud til stor fornøjelse og mudderælte, men vinteren 1963 med terræn-skydeøvelser, vagttjeneste på Kastellet i København, og den store manøvre med deltagelse af engelske elitesoldater var hårdeste vinter i mands minde, stort snefald, snestorme og vedvarende ned til 20 gr. frost så farvandene frøs til, Storebæltsfærgerne ikke kunne sejle, landet gik istå - men ikke vores "vinterkrig", landet måtte bede Sovjet om isbryderassistance . . . mens vi kørte rundt i åben jeep, pakkede os i klude og overfrakker, og ellers søgte ind i stalden på en bondegård når vi var heldige.Desuden fik vi den tvivlsomme fornøjelse, at hele Vestens forsvar gik i NATO-alarmering (generel mobilisering) to uger på randen af 3. verdenskrig, kasernen blev rømmet som ved krig, og alt, både kontorer og ammunitionslager blev pakket og vi rykkede i lejr i et skovområde. Vi fik skarp ammunition i vores våben, og granater med i bilerne. NATO-alarmering øves ikke, det var altså alvor, men ingen vidste hvorfor, før vi et par døgn efter hørte om Cuba-krisen, Sovjets pludselige opstilling af atomraketter på Cuba og USA's præsident John F. Kennedys ultimatum "fjern dem nu" - det var det nærmeste en atomkrig under hele "den kolde krig" - atomvåbenkapløbet og truslerne om en ny verdenskrig, siden afslutningen af 2. Verdenskrig og den uheldige "Jalta-aftale" som delte Europa. John F. Kennedy var en håndfast præsident og Sovjet bøjede sig, og fjernede igen atomraketterne fra Cuba, men først efter dramatiske konfrontationer, og som det siden kom frem af Sovjets arkiver, Sovjets frygt for "vagthundene" . . USA's flåde af atombevæbnede B52 bombefly - det største bombefly nogensinde, hovedrollen så sent som i de to Golfkrige - som kredsede verden over, døgnet rundt, med en uhyre last af store atombomber, klar til lynhurtige angreb.
Hvad vi ellers tænkte derude med skarpe skud parat til krig ? Tja, som soldat var man trænet til ikke at tænke ret meget. Sådan var det bare, vi åd, drak og sov som alle soldater, spillede kort, og sloges - for sjov.
I mit ganske unge liv havde jeg allerede oplevet megen modgang og personlige nederlag. Men som soldat oplevede jeg endelig nogle sejre, jeg klarede mig godt, blev skarpskytte i gevær og maskinpistol. Soldatens pligt var at reagere som en robot og det fik man lært, efter en uendelighed af vand- og mudderhuller, grus- og lergrave, lange marchture til den lyse morgen, gasøvelser, og andet udmattende, ikke mindst gentagne natteudkald, til man var ved at falde om af træthed. Faktisk var denne tyske kadaver-diciplin en fordel for en selv. Det gjorde det lettere at holde det hele ud når man kunne glemme tankerne og reagere som en maskine og næsten sove indvendigt. For at kunne udføre krigshandlinger og overleve er det vigtigt at man ikke først stiller spørgsmål, men reagerer pr. refleks. Jeg var udtaget til sergentskolen men fik det forpurret, 1½ år som "fodtusse" eller "knoldesparker" var nok. Til gengæld måtte jeg finde mig i at blive uddannet radiomand, så jeg måtte slæbe rundt på en radio og være bundet til den, når der var fest i marken med øl, sprit og landsbyens piger.D. 26. oktober 1962 blev vor historie sat på spidsen. Vi danske soldater var rykket i Nato-alarmering med skarpe våben, alle våben i USA, Cuba og Sovjet var armeret med både taktiske og globale atomvåben, alle ventede bare på angrebssignalet til moderne, omfattende atomkrig. Den amerikanske flåde lå i front mod en sovjetisk flåde ved Florida klar til angreb. De første atomraketter på Cuba var klar til angreb på USA ! Dette er nyeste afsløringer fra russiske arkiver foruden det vi allerede har vidst i årtier. Men præsident Kennedy's gode faste håndtering af situationen førte også til dens afvæbning -
Sovjetrusland turde alligevel ikke, og atomraketterne der pegede mod USA, blev fjernet fra Cuba !!Historien var lige ved at gentage sig mange år senere i 1980'erne, hvor Sovjet havde opstillet hundreder af atomraketter som pegede mod Vesteuropæiske storbyer - også Danmark, men hvor NATO under USA's præsident Ronald Reagan's hårde kurs, besluttede at opsætte lige så mange af de 'usårlige' snigende krydsermissiler med stor atomsprængkraft, fik Sovjet under deres nye ministerpræsident Michail Gorbatjov til at fjerne disse og andre atomvåben, og indlede en hidtil uset åbenhed, og ligefrem venskab med USA og Ronald Reagan !!
Imens havde Europas 'nyttige idioter' (sovjetisk udtryk for vestens 'fredsbevægelser') lavet en masse ballade i protest, de ville at vi skulle give efter for Sovjets trussel !! Men det blev altså ikke nødvendigt, og få år senere i 1989 kollapsede som bekendt hele den kommunistiske Østblok.
Vi var på skyde- og sprængningsøvelser i Jylland, Jægerspris og Melby ved Tisville i Nordsjælland, hvor det var rart at komme, aftenfrihed og ingen vagttjeneste, men pigesjov hele natten i dette udstrakte sommerhusområde. Hver morgen begyndte med 10 km løb i det dejlige landskab. - Dengang var der også en ordning som bestod i at sende forsømte drenge fra byen ud på ferieophold hos soldater - så vi fik nogle små friske gutter med som "maskotter" og de blev grundigt forkælet, og oplært i alskens soldaterkunster, og drengene ? De var henrykte - de var fra brudte hjem og havde ingen far, nu havde de mange "fædre" ! Men hver aften kl ca 8 blev de lagt pænt i seng. Det kvindelige Lottekorps sørgede for at de blev vasket og pænt lagt til at sove.
Efter 16 mdr. som panserjæger - med 1½ måneds genindkaldelse to år senere - blev jeg jernarbejder "ovnmand" på et jernstøberi, landets hårdeste job hvor man på en alm. støbedag løftede op til 20 tons skrot og råjern i barrer - som først skulle parteres med en ti-kilo muggert og fragtes hen til ovnen i trillebør, så man svedte så meget at man måtte spise salt, og hele tiden ty til en rindende vandslange.
Men det var ikke det værste. Dagens første to-tre timer bestod i at klargøre smelteovnen, som vi ved smeltningens afslutning dagen i forvejen havde åbnet så den kunne køle lidt af til næste morgen - og så var den "afkølet" så meget at det kogte når man spøttede på siderne.
Ovnen bestod i den høje smelteovn og forhærderkammeret nederst ind imod støbehallen, og vi to ovnmænd skulle da krybe ind i hver sin ovn med en lufthammer og fjerne slagger, og mure ovnen op igen med friske ildfaste sten og ler indvendigt, før den nye dags smeltning kunne begynde. - Det var to lidt forskellige job . . forhærderen og især lemmen var så snæver at jeg som den slankeste fik dette job - og kunne med nød og næppe smyge mig ind og bevæge mig rundt med lufthammeren. Min makker tog den større smelteovn - her var meget bedre plads, men til gengæld var lemmen i bunden, så man måtte stemme imod siderne for at holde sig fast . . og så til gengæld var der god gennemtræk til at føre noget af det afskyelige støv ovenud. Det var nemlig svært at se en hånd for sig for støv - rigtigt guf for miljøfolk, hvis de havde fandtes. Men vi var da også iført støvmaske for mund og næse, den gav bare ikke rigtigt luft nok så man måtte holde små pauser og tage den af når noget af støvet var trukket ud . .
Den flydende masse med en temperatur over 1000 grader måtte ikke få kontakt til den ydre skal - af jern ! Arbejdet skulle derfor i egen interesse være gjort omhyggeligt da jernet ellers ville finde vej ud, brænde igennem og sprøjte ud over os allesammen. - Dagen igennem holdt vi derfor øje med ovnens sider, om der opstod "hvide pletter" - hvor det flydende stål havde fundet en revne og trængte ud og varmede ovnen hvidglødende udenpå . . så måtte man bare løbe sin vej - men det skete ikke i min tid. Man skulle altså i egen interesse holde godt øje med ovnen, om den blev hvidglødende, for stålet var kun sekunder om at brænde sig igennem og sprøjte ud over det hele. Det havde kostet en arbejder livet, og vi opbevarede en "Robert Jacobsen skulptur" med de ting det udstrømmende jern havde smeltet sammen på en stor "fod", skovle, trillebør osv.
Men man tjente styrtende godt, landets bedste løn, dobbelt så meget som en chaufførløn. Det ødelagde dog lakken på min nye bil, at der var nedfald af gnister og svovl, især fordi vi rensede ovnen ved at hælde kalk- og flintesten i smeltemassen, som, når det smeltede skummede som ølskum. Det blev herefter skummet af ved at vi slog hul på et tilmuret hul i siden af smelteovnen, og slaggemassen med sten og kalk strømmede ud som en fed, hvidglødende lava. Når der begyndte at springe gnister, var det stål der kom ud, og vi lukkede igen med en klat ler. Det rensede stålet.
Det var et farligt arbejde, og støberiet havde lidt svært ved at få folk til almindeligt job "på gulvet" i støbehallen, så i stedet blev der tvangs-"udskrevet" nogenlunde ufarlige patienter fra et sindsygehospital til at gå til hånde i støbehallen, - men dem fandt vi sommetider bare siddende ude bag skuret og drikke sig fulde i det sprit, vi brugte til støbekernemasse. - Det lignede da også et rent helvede inde i støbehallen, - mørke, tyk røg fra kernemassen, flammer, og ukendelige væsener i lædertøj, sortsværtede og svedige med rødrandede øjne af den voldsomme hede og giftige gasser.
Så havde man det bedre som ovnmand, for den 3-etager høje smelteovn var på grund af eksplosionsfare ude i det fri, - her skulle der så til gengæld slæbes på "akkord", - de derinde tappede bare jernet, og støbningen måtte ikke gå i stå. Hele dagen hentede vi skrot i trillebør og slog i stykker, blandede med forskellige ædle råjern i barrer á 20 kg afhængigt af stålkvaliteten og det der skulle støbes, vejede op i 200 kg portioner og hældte i ovnen ovenfra. -
Hver gang de derinde fyldte støbeskeen, gik der 2 tons flydende stål, som fragtedes rundt i støbehallen i kran som kørte i loftet. Der støbtes alt muligt - maskindele, tandhjul, cylindre, pumpehuse. - Når sjakformanden kom ud til os var der en pause i støbningen, og han fortalte os ovnmænd, hvor mange tons vi var nået op på. Det "fejrede" vi med en omgang bajere som hele dagen lå til køling under vandslangen. Ellers slukkede man tørsten under den rindende hane - og man brusede sig over.
Når dagens støbninger sluttede, åbnede vi ovnens bund så smeltet stål, sten, kul og slagger væltede ud af bunden som et rygende, gnistrende vulkanudbrud. Næste morgen når det var størknet, kunne vi så gå igang med hakker og hamre og partere det, og køre det væk på trillebør.
Vi leverede store motordele, pumpehuse og gearkasser og tandhjul, til både maskinfabrikker og skibsværfter. Blandt skrottet vi smeltede var der det samme indhold, af gamle dele . . plus af og til bomber og granater !
Så gik turen til kantinen, og her stod der en skare bajere på firmaets regning.
Det eneste andet job man fik øl "på firmaet" var i det gode gamle Falck's Redningskorps . . ja, selvom alkohol var bandlyst på stationen så vi kun fik sodavand når vi var på døgnvagt juleaften og andre højtider med festmiddag, ja, så vankede der alligevel øl ved storbrand, for så kom lederen med en kasse, når vi godt våde, kogte og røgede langt ind i kroppen tog lidt af udstyret af efter branden.
Min ældre ovnmakker havde været "på Grønland". Det fik også mig til Grønland - men først efter at have været uniformeret privatchauffør, butler, havemand og "legeonkel" hos en "sten"- og børnerig grossérfamilie i København.
Familiens "godfather", den gamle grosseer, boede i herskabsvilla på Fredriksberg få skridt fra hvor jeg selv var født, et mægtigt hus med teaktræsvinduer og paneler og blyindfattede ruder. Det var en stor familie med to voksne sønner som havde deres store villaer i Hellerup, en stor bilpark og masser af børn. Jeg var på skift hos dem alle og blev som et medlem af familien. Familiens "junior" på 11 år var sendt på Herlufsholm kostskole ved Næstved, og jeg hentede ham på weekend fra kostskolen, i den store Mercedes. Og vi blev særlig gode venner.
Når vi var alene hjemme udfoldede jeg mig på deres store fine Steinwayflygel - al min klaverkunnen som ikke havde fundet udfoldelse, - men vi kunne også tage en "brydekamp" på gulvtæppet, vi blev meget fortrolige . . jeg følte ham som en søn, og tænkte at jeg ville have "mine egne" sønner - jeg fik fire perfekte sønner, de to endda tvillinger - enæggede tvillinger, naturens vidunder, ikke noget med kunstig befrugtning, "RIGTIGE MÆND FÅR TVILLINGER" kører mange idag rundt med bag på bilen. HVILKE tvillinger ? Et produkt af kunstig befrugtning ? IKKE eenæggede tvillinger, for det er et af naturens og Vorherres store mysterier ! Mine sønner blev mit eet og alt - jeg gav mig tid til dem ! Også nu hvor de er voksne, er de stadig mit eet og alt, mine venner.
En dag jeg gik i haven lød der et uhyre drøn så jorden rystede og jeg næsten gik i knæ, og kort efter regnede det med småsten, bræddestykker og alt muligt vraggods. Så åbnede den gamle frue døren og spurgte "hvad i alverden var det for et rabalder"? - Det vidste jeg ikke, men tog bilen og kørte efter lyden af udrykningshornene, det var mod Valby, og efterhånden som jeg kørte blev luften sløret af tjæreagtig røg . . det viste sig at være Valby gasværks store gasbeholdere som var røget i luften. Jeg nåede frem og tog fotos inden politiafspærringerne forhindrede det, de enorme jernplader lå sammenkrøllet og rygende, og hele nabokvarteret så ud som under krigen, tagstenene blæst af, vinduer og døre slået ind, gardiner revet ned og bohave væltet - ikke en hel rude så langt væk som Pile Allé flere km borte. Mange troede det var en atombombe - det var under den kolde krig.
Jeg tog det store erhvervskørekort og begyndte at køre bus - både rutebil og
turist - i de fleste af døgnets timer. Samtidig passede jeg et job med at køre
jern og gas - op på skulderen med en acetylenflaske på 106 kg og ind i gården
til smeden.
Mit liv var fuldt af hårdt arbejde, masser af penge, biler og
store motorcykler - og piger - men det var kun skæg og fornøjelser, jeg begyndte at kede mig.
Dengang var der ellers masser af arbejde og ingen arbejdsløshed, så, hvis man var utilfreds kiggede man bare i avisen og mødte op med det samme - og begyndte med det samme. Sådan har jeg over 10-15 år været postbud og mælkemand, kørt kul og andet brændsel i sække - intet er så ubehageligt som at slæbe 70kg tunge kulsække op eller ned ad snævre trapper til et indelukket kulrum og blive syltet ind i sved og kradsende kulstøv fra inderst til yderst, fra top til tå. Så var det noget andet at køre mælketankvogn rundt fra gårdene til mejeriet, fragtmand mellem København og Odense, køre 30 tons lastvognstog med stykgods i Skandinavien, bygge typehuse med kran, og tanke de store flyvemaskiner i Kastrup.
En af mine næreste venner nogensinde var også billedkunstner, eller rettere tusindkunstner. Han var søn af en slagtermester, og spøgte med at han bare var blevet kunstner på grund af en svær hjernerystelse han fik som soldat ! Vi var meget sammen om vores fælles interesser musik, foto, og jagt i de tidlige morgentimer. Jagt på piger foretog vi dog hver for sig, vores "smag" var ikke ens. Han bosatte sig i perioder på det færøske øde Mykines og levede af søpapegøjer. - Også jeg søgte ensomheden på vandretur på Færøerne - og der traf vi hinanden efter mange år !
Jeg bevarede mit klaverspil og netop det var en af hjørnestenene i de fleste af mine venskaber - til jeg sad ved koncertflyglet i Service-club'en på Thule Air Base, og nu fik amerikanske venner.
Jeg havde endnu nære ungdomsvenner blandt musikere, som gjorde karriere her og i udlandet. - Alligevel oplevede jeg et dybt sår ved min afbrudte linie ved klaveret. Det gik op for mig at min fætter havde ret - han var musiker i Det Kongelige Kapel, landets fornemste orkester. Og han sagde altid til mig: "musiker skal man kun blive hvis man ikke kan andet" - og han var selv topprofessionel.
Engang så jeg det tungt for mig ude over det sorte Storebælt en sen nattetime med fuldmåne, og så ligesom min musikverden gå under, i tegnet af en tre-fjerdedels pausetegn.
Jeg kom vidt omkring i vidt forskellige miljøer, kom sammen med en bohéme af en pige, som også var billedkunstner - billedhugger, modellør og maler.
Med hende drog jeg i årevis land og rige rundt, til Sverige, til skov strand og mose . . men selvom hendes far syntes jeg var et godt parti, ville hun ikke giftes, hun ville slet ikke giftes.
Med hende kom jeg også vidt omkring i forskellige kunstnermiljøer. Jeg var med hvor luften var tyk af hash, men aldrig har jeg rørt stoffer selv. Men det blev alligevel meget tomt i længden, jeg længtes væk.
Og jeg kom væk ! Et par kammerater fik mig på at tage til Grønland "for at tjene en masse penge, og holde lange ferier". Så en junidag drog jeg til Grønland og stod ud af flyet i kulde og støvregn, i noget der lignede en blanding af jordbunker og grusgrav. Kort efter stod jeg ved en buldrende, frådende strøm af en smeltevandsflod der var ved at skylle broen væk . . her skete en indre forvandling som prægede resten af mit liv. - Et vågnende istidslandskab i al sin rå skønhed og vælde, indtog mig fuldstændigt !
Jeg var kommet til
Søndre Strømfjord i 1966 da det her var Grønlands næststørste US Air Base
"Sonderstrom AB", efter Thule, hvor vi arbejdede danske civile og amerikanske
soldater og officerer side om side, og hvorfra man med en flåde af de mægtige C-130 Hercules fly med
ski, forsynede bl.a. de ensomme radarstationer ude på Indlandsisen. Station Nord
hører også til listen, den danske radiostation liggende alene på hele
nordøstkysten, og så øde at der knap er fjelde at se, men hvor mandskabet havde
hundeslæder at muntre sig med i fritiden. Hertil kom jeg dog først i 1970. 
Men jeg var 1967 i
Kulusuk på sydøstkysten, det ligger meget smukt nær Ammassalik, også her var jeg
på et amerikansk anlæg. Langt senere i 1986 var jeg i
Angissoq, et fænomen for
sig med en del paradokser, - en skærgårdsø ved Grønlands sydspids ud for
Nanortalik, af størrelse som Saltholm ud for København - men den har måske kun
flyrejsende set, da den er så flad. Angissoq er ikke flad, for det er en klippeø
af højde som Himmelbjerget. Her drev U.S.Coast Guard en radiostation til
langbølge-navigation i Nordatlanten, LORAN-C, opfundet under 2. verdenskrig til
både skibe og fly, idag erstattet af satellitter men stadig til gavn i det
mindste for fiskerflåden.
Så, jeg gik glip af lærlingeuddannelse, mens min gode ungdomskammerat idag er cheftekniker i TV-byen. Alligevel fik jeg ved stædig interesse for elektronik og efteruddannelse på fagskole job ved forsvaret som tekniker ved Loran-C stationen i Angissoq.
Angissoq havde en mærkelig
natur - og statistik, vandet omkring frøs ikke til og der var kun is - om
sommeren, når drivisen kommer rundt hjørnet fra østkysten.
Til gengæld kom
istapper så store som spyd bragende ned om ørerne på een fra antennemastens
barduner, så senderbygningen måtte have en svær tømmer"foring" ovenpå
tagbelægningen til at tage af for istapperne. Det kunne også blæse op til orkan,
så stationens første 300 m høje mast lå som sammenkrøllet skrot efter at være
blæst omkuld. I farvandet ud for skærgården - i en forrygende vinter-sneorkan med 10 meter høje bølger, natten til den 30. januar 1959 - på dødsdagen for statsministeren af samme navn ! - gik det store nye flotte isforstærkede grønlands-passagerskib "HANS HEDTOFT" ned med mand og mus, som TITANIC stødt på et isbjerg, da den danske minister Kjærbøl havde løjet om dårlige varsler, og kaldt kaptajnerne "tøsedrenge", fordi de frarådede vintersejlads ! 95 voksne og børn forsvandt, man fandt kun en redningskrans - på Island !
Men Angissoq. Når det var tåget kunne man mærke prikken i luften af antennens
MegaWatt signal. Telefon, radio og TV gengav altsammen det stærke knitrende
signal, - som jo skulle række langt ud i Nordatlanten. Holdt man et neonrør hen
i nærheden af antennen, lyste det.
Men statistikken . . det var verdens
højeste kriminalitet ! Jeg har ellers boet i New York, og færdedes på Manhattan
hele døgnet, men aldrig her været udsat for kriminalitet, ikke engang i
Subway'en om natten - værst var et ægteskabsopgør i subway'en hvor manden trak en pistol, og jeg skyndte mig væk. Men ud af et mandskab på 30 havde øen derimod i sin isolation oplevet
både røveri, mord og gidseltagning . . og en mand som stak af i en jolle 
for at ro hjem til
Island, - ingen hørte siden noget til ham. Det hed sig, at en formue var skjult
et sted på øen - noget af en "sørøverhistoriie". Så når man gik tur
på øen kunne man næsten ikke lade være med at lette på en sten her og dér eller
kigge efter steder der var gravet. Bortset fra disse begivenheder var der noget
mere dagligdags, - eller i week-enden. Ud af mandskabet var en del grønlændere,
og mens de skyllede ugens støv ned med sprut huserede de i en sådan grad med
bersærk, slagsmål og skyderi, at det var farligt at gå ud, og efter weekenden lignede fællesstuen Jerusalems ødelæggelse. Alligevel var øen et
yndet og hyppigt mål for, - ja hold nu fast: Lystsejlere ! Når ellers ikke
vandet i skærgården pakkede til med drivis og truede med at mase enhver båd der
blev fanget i isen. Det var mest "lokale" danskere fra kysten, men også folk som
kom over havet fra Amerika. Om det skyldtes "sørøverhistorien" vides
ikke.
Velkommen til mit Grønlands Galleri
gæstebogen
mailbox