Er københavner på fars og mors side. Min oldefar vendte hjem fra krigen 1864 og drev købmandshandel på landet til sin død, hans enke holdt derefter ud i 8 år men rejste så med parrets 7 børn til København, hvor hun tog sygeplejerskeuddannelse. Min farfar voksede op her og blev håndværker. Min far opvoksede på Christianshavn, min mor i indre by, jeg selv født på Frederiksberg under krigen, ved idylliske Frederiksberg Have og Zoo, som "krigsbarn", og indledte med at overleve at engelske flyvere ved en uhyrlig, frygtelig fejl bombede den franske skole og gader i nærheden, så 109 uskyldige blev dræbt, heraf 86 børn !!
Jeg kan endnu høre byens hæslige luftalarmssirener for mit indre øre, og drønende rystelser fra bombardementet, mens vi sad i kælderen, og mor sang "Lysets engel går med glans".
Jeg er yngste af fire søskende og egentlig en skuffelse for de fleste, idet man havde ønsket en lillesøster - min drengede adkomst blev ifølge talløse beretninger hilst "øvvv".
Hvad jeg husker fra krigsårene begrænses ellers af min unge alder - kun særlige indtryk fæstnede sig i så lille en dreng. Som da en mand faldt om i sporvognen - en tysk soldat var med som passager, i fuldt feltmæssigt, som det hed i min soldatertid, med gevær og tasker, og håndgranater i bæltet, og så havde tyskerne jo deres karakteristiske stålhjelm, - som jeg kender godt og har båret i årevis, da de udmærkede gamle tyskerhjelme tjente som brandhjelm i Falck. Der var dog en anden passager på sporvognen denne dag, som syntes den så løjerlig ud, og han begyndte højlydt at håne og drille tyskeren - det har jeg fået fortalt, med det resultat at tyskeren, som først lod som ingenting, tilsidst blev irriteret over folks latter og den ufrivillige opmærksomhed på et sprog han ikke forstod, at han tog en håndgranat af bæltet og daskede manden oveni hovedet - ikke hårdt, men forskrækkelsen var nok for passageren - som dejsede besvimet om.
En dag min mor talte med en genbo i døren, og jeg spillede på klaveret, spurgte naboen hvem der spillede, og min mor svarede "lille Kjeld", men det troede naboen ikke.





At den franske skole blev bombet den 21. marts 1945 kl. 10.45 skyldtes at de engelske bombefly fløj lavt ind over byen, og et af dem ramte en lysmast på Hovedbanegårdens terræn, kom ud af kurs og styrtede ned i skolen. I de efterfølgende fly troede man derfor at skolen var målet, og de tømte deres bombelast i skolen ! Ved en senere angrebsbølge lykkedes angrebet, som var rettet mod Shell-huset ved Vesterport, hvor tyskerne havde hovedkvarter. Den franske skole hed egentlig Jeanne D'Arc Skolen, og var en katolsk privatskole for danske børn. Skolen blev jævnet med jorden, og idag står det viste mindesmærke på stedet, på Frederiksberg Allé.
Min ældre bror og søster var da i en skole et stykke derfra, og min bror fortæller, at da luftalarmen og bombardamentet var afblæst, og alle var vendt tilbage til klasseværelset, så de en røgsøjle stige op i retning af vores hjem, og min bror blev genstand for megen interesse, ikke mindst fra læreren, og min bror måtte love at komme igen næste dag og fortælle om det var vores hjem der var ramt . . .











Danmarks neutralitet under Anden Verdenskrig havde nær kostet os vor handelsflåde, som blev inddraget i krigen - nogle taget under tysk men langt de fleste under allieret kommando, alt efter hvor skibene befandt sig ved krigsudbruddet.

Ca 6000 danske søfolk blev mere eller mindre tvunget til de frygtede konvoj- og krigssejlads med våben og soldater, og det kostede Danmark dyrt. På selve D-dag, landgangen i Normandiet d. 6. juni 1944, deltog 25 danske skibe. I alt mistede mere end 2200 af de danske søfolk livet i allieret tjeneste eller under tysk tvang, under krigen.
I Nyhavn, København, er det meget kendte Mindeanker som mange tror bare er til pynt . . men Danmark betalte altså sin højeste, frygtelige pris med vore søfolk, selvom vi ikke var med i krigen.




KRIGSSEJLERNE

Danmarks befrielse 5. maj og engelske befriere blev naturligvis fejret. Men de danske søfolk sejlede endnu under fremmed kommando, nogle blev sendt til Stillehavskrigen som rasede indtil august 1945, overlevende nåede ikke hjem til Danmark før flere år efter krigsslutningen. Og de blev ikke modtaget med hyldest, tværtimod. Og mange blev indkaldt til 'værnepligt' som soldat, selvom de jo i højeste grad havde medvirket i krigen, mange var dybt skadet, havde overlevet skibsforlis. De fik ingen tak for deres ensomme indsats på skibene. Vore krigssejlere var næsten glemt i 70 år.

Endelig i 2017 blev rejst og indviet et mindesmærke for de danske søfolk, sammen med de 180 danske modstandsfolk, i Mindelunden, Hellerup. Et dystert motiv med titlen "Det Sortladne Hav" viser det oprørte hav, med en U-båds periskopsigte. Ialt 220 danske skibe blev sænket af U-både, bomber, eller stødte på miner. Af disse var 24 skibe og 148 danske søfolk fra Rederiet A. P. Møller (MÆRSK).






Jeg blev far til fire drenge, to af dem endda eenæggede tvillinger, altså Vorherres mirakel, ikke ved kunstigt indgreb. Mine drenge er mit eet og alt, intet var og er så vigtigt som dem - jeg har jo levet livet fuldtud og var moden til at giftes og have børn, så det var ikke spor svært at give mine sønner alt. Give dem trygge rammer, oplevelser og kærlighed. Og jeg har lært dem om klaveret, Bach og Beethoven, og vore uforlignelige danske sange og salmer som har fulgt mig siden jeg var dreng og betydet noget for mig. Og jeg har lært dem at bede til Gud, og lært dem korrekt dansk og engelsk, vist dem livet her og ude i den store verden, men først vort Danmark.
Forresten kom jeg til at lære dem meget andet - håndelag for alskens værktøj og håndværk og mod på at bruge det. Drengene fulgte mig da jeg byggede hus, på elektronikværkstedet, ud til bilen til reparationer, ja, til hvad der nu bød sig når man klarer alting selv, og ja, endda som falckredder, på brandstationen sammen med andre børn, mens far kørte ambulance eller slukkede ildebrand. Drengene kunne endda følge med ud i "fejebladet" eller kranvognen.
De fulgte altid gerne deres far hvor de kunne, og viser nu at de har lært noget af det. Af dem fattede især min første søn allerede som dreng interesse i elektronik, når han kiggede med ved hjemme-reparationer, og det blev hans store interesse - mens de tre næste valgte søfarten. Her er de også oplært i både redningstjeneste, lægehjælp, og som brandmænd, som det kræves af officerer i handelsflåden.

Jeg legede som mange andre børn på fortovet ind mod Frederiksberg Have. Min første ven i verden var naboens Susi - Susanne, på min alder. "Susi" var mit kælenavn til hende, mit påfund - troede jeg indtil jeg noget senerehen i 60'erne hørte den blinde puertorikanske sanger ´José Feliciano med sin "Oh - Susi - Q (cute) Oh, mama", cute betyder sød, nuttet. Desværre for det flyttede vi ud i 1948. Mens bylejligheden hvor jeg blev født var moderne - med radiatorvarme og bad, kom jeg til at vokse op under nøjsomme, men trygge forhold på landet i Nordsjælland.

Det havde nok indflydelse på at jeg siden med min egen familie søgte tilbage hertil, her var - trods hvad man ville kalde fattige kår - mine bedste barndomsminder, og Danmarks smukkeste landskaber, mest historie og seværdigheder samlet. Som dreng betød tryghed og trivsel selvfølgelig mest, og at vi flyttede til Roskilde da jeg var 11 år, og kom til at bo på Midtsjælland ialt i 35 år, var godt og skidt for mine unge år - men førte ad omveje også til det lykkeligste - min egen familie, mine fire børns opvækst i bondehus på landet. Så ad endnu flere omveje rundt i Verden er vi endt i Nordsjælland. Jeg holdt af livet på landet - men har som indfødt Københavner også savnet byen, og begge dele har vi indenfor rækkevidde her. Forunderligt som historien kan gentage sig, uden at man vil det. Min oldefar som vendte hjem fra krigen i 1864 og bosatte sig på landet, men hvis børn og efterkommere alligevel endte i København og omegn. Og som i min egen barndom, hvor vi efter udlandsophold endte her.

Vi var først med skib i London, England - og her få år efter krigen husker jeg - foruden tågen - de udbombede bykvarterer i storbyen. Rejsen fortsatte til Spanien og Portugal, De Canariske Øer og bosættelse i Brasilien, i Rio de Janeiro. Her arbejdede min far på skibene, jeg legede på stranden, den senere så berømte Copacabana Beach for de rige og smukke - her var både negre og indianere og alt derimellem - og min kusine Helle "min store kærlighed" - og i sandet giftige tusindben, i træerne fugledderkopper og i junglen vilde indianere, og ude i de store bølger elektriske ål, og hajer.
Efter hjemkomsten flyttede vi ind i en ældgammel stråtækt bindingsværksidyl, -  med vandpumpen foran huset, og uden moderne bekvemmeligheder udover elektrisk lys.
For at begynde med køkkenet - husets centrale rum - det var stort og havde vask med afløb, men ellers rigtigt gammeldags - med lerstampet gulv (resten af huset bræddegulv), vand hentedes ind i spand, fra brønden på "gårdspladsen"s toppede brosten - det var ofte mit hverv. Tilberedt mad holdtes varm i høkasse, missekatten holdt vagt i sit lune hjørne, der var brændekomfur med aftagelige ringe efter gryders størrelse, så gryder kunne sænkes ned i brændkammeret, og stort indbygget vandmagasin så man altid havde varmt vand, - der kunne fyres med tørv fra mosen, eller briketter, som brændte længere end træ. Køkkenet var særligt om vinteren tilholdssted, altid varmt, hvorimod der i resten af huset skulle fyres i særskilte kakkelovne, og det gjorde vi først når flere var hjemme, spisestuen - eller hverdagsstuen, dagligt, men "stadsstuen" - med klaver og finere møbler, med stor central kamin, og terrassedør ud til "baghaven" og med panoramaudsigt over mark og mose, kun til højtider - her opstilledes juletræet.

Næsten som køkkenet var hverdagsstuen et centralt rum - eget værelse havde man ikke - man "levede" i stuen sammen, - vi børn lavede vore lektier her, sommetider nok med diverse morsomme afbrydelser . . og vi sov sammen i et stort soveværelse, indtil far byggede værelse på loftet. Det gav os børn en varme og tryghed, som kan mærkes langt udover barndommen, ja hele livet tænker man på den samhørighed som grundfæstedes i den lune stue - eller det varme køkken.
Huset var over 200 år gammelt, med overkalket ege-bindingsværk som sjællandsk tradition, lerklinede vægge = ler og strå, ikke mursten, ikke dårligt men traditionelt, som husene på Frilandsmuseet.
Der kunne være is på væggene i soveværelset - isolering kendtes ikke, men så varmede min mor mursten på komfuret, viklede dem i håndklæder og lagde dem i vores seng før sengetid. "Toilettet" var et gammeldags "das" - en kasse med hul og låg, og spand under, og det bragte gødning til haven, - bade gjorde vi i "vaskehuset", en lille tilbygning med brændekedel hvor man kunne sidde og nyde det i en stor balje.

Vi havde meget mere frihed end børn idag. Fritidsklubber fandtes ikke. Når man var kommet hjem fra skole og havde fået lidt mad og ordnet lektier . . for det meste, var det ud ad døren og igang med noget, alene eller sammen med andre drenge i landsbyen, vidt omkring i landskabet - som ingen voksne fulgte med i. Hvis det regnede kunne man være inde og sysle med legetøj, det vil sige næsten kun legetøj man selv fremstillede. Og det var meget omfattende. Vi lavede alt af pap, træ, ler, ståltråd, stof, piperensere, udklip - ja alt muligt forhåndenværende som vores fantasi kom op med. Skibe limet sammen af pap, til at 'sejle' med på gulvet - men de større drenge lavede rigtige skibsmodeller der var vandtætte og blev søsat i mose eller sø. Skibe med flere dæk, kahytter, lastrum og kommandobro. Eller store ridderborge med flere etager der kunne adskilles så vi indrettede rum i hver etage, med tæpper, møbler og inventar. Og med tårne og skydeskår, og vagter med spyd, og bue og pil - her var gamle cykelegere, små grenkviste, sygarn og tændstikker nyttige. Mandskabet viklede man sammen af strikkegarn - de finere af piperensere, iklædt tøjstumper eller udrustning, skjold og rustning fremstillet af gamle spillekort. Og så gik der ofte vilde "slag" på gulvet med mange faldne der blev gennemboret af spyd eller pile.

Også små bondegårde byggede vi, i pap og træ, med køkken, stue og soverum, stald, lade og hønsehus. Alt inventar til fattig og rig lavet i hånden, f.eks. tændstikæsker til borde, reoler og senge - med sengetøj som vi klippede og syede, bøger klippet i papir og pap med inskription på siderne. Tallerkener og kopper lavede vi i ler fra jorden i haven, og brændte det til rigtig mini-keramik i små hjemmelavede ovne ude i haven. Vægdekorationer lavet af udklip fra de kulørte ugeblade. Jeg lavede endda min egen lille mini-biograf af et lille legekamera med tilhørende tegnefilmstrimmel.
Der var ingen grænser for vores fantasi. Og vi havde det perfekt i vores egen frie børneverden. - Ligesådan foregik det udendørs med vores lege, som spændte fra det eksperimenterende, til vilde, ret voldsomme, og tiltider ret voldelige lege. Men ingen klagede sig, sådan var børnenes egen verden, fri af voksne.
Underholdning fra medierne bestod i een radiokanal, der var en børnetime en gang om ugen. Ellers var der "hørespil" og det satte gang i fantasien. - Vi havde også pligter og hjalp selvfølgelig til med hvad der skulle gøres - fodre dyr, hente vand ind fra brøndpumpen i haven, hugge eller save brænde og bære brænde og tørv ind til køkkenets komfur eller kakkelovnen i stuen. Eller gå ærinde til landsbyens købmandshandel. - I perioder hjalp vi også til i marken, enten med høstarbejdet m.v., eller en gartner med hans grøntsager.

Livet var enkelt - lidt mere slidsomt, men uden at man tænkte sig det anderledes - og igen med særlige opmuntrende indslag. De voksne havde mere tid, stress kendtes ikke, mødre rådede med stolthed i hjemmet så alting blev ordnet og forberedt, med rettidig omhu, som det stadig er rederiet A.P.Møllers livsstil. - Om vinteren havde min mor ofte stegte æbler med sukker, parat, stegt direkte på den varme kakkelovn i stuen, hun havde tændt op i, til vi kom hjem fra skolevejen - så der duftede som "i et H.C.Andersen eventyr" når man mere eller mindre forkommen efter en cykeltur på 5 km i al slags vejr åbnede døren.
Der var ingen skolebus, dog i 1. klasse "skolebil", en alm. personbil som samlede op på landet i nogen afstand fra skolen. Ellers var det hele vejen på cykel, og om vinteren forekom det at man måtte bære cyklen over snedriverne. Der var ingen biltrafik, og vejene blev ikke ryddet så ofte som idag.

Man levede i det hele taget meget anderledes - men ikke nødvendigvis dårligere, af flere "teknologiske årsager". Man købte ikke alting færdigt - heller ikke alt mad - men fremstillede selv. I haven dyrkedes alle grøntsager - kartofler opbevaredes for vinteren i "kule" - en bunke overdækket af halm og jord (plastic fandtes ikke) - som idag roer til gårdens dyr, - forresten var også en særlig foderroe - kålrabi, almindelig, velsmagende hverdagsret som lækker stuvning evt. med flæsk.
Køleskabe fandtes ikke, kemikalier til konservering kendtes ikke, hvad man ville gemme enten henkogtes - kogtes i syltetøjsglas og forsegledes - eller opbevaredes i "fadebur" - et aflukke, ofte halvt kælder, med aftræk til det fri - her var lidt køligere. Der var i landsbyen en købmandshandel - en blanding af isenkram og dagligvarer, men fersk kød og fisk kunne kun fås i byen, eller ved salgsvogn som kom på landet.

Vi levede af grød, suppe, grøntsager, øllebrød, røget kød, hønsekød af egen avl - og vi drenge slagtede selv, og æggekage - og sild, hornfisk eller skrubber "fra vogn". Juleaften var virkelig en fest - akkurat som hos H. C. Andersen - for så vankede der en mægtig gåsesteg - af egen gås som far slagtede, vi drenge pillede, og mor stegte i brændekomfuret, så hele huset emmede af stemning og forventninger, sammen med alle de forberedelser vi var med til, og alt tilbehøret til jule- og nytårstiden. Der var meget få købmandsvarer, som eks. lidt hvidtøl, stearinlys, og ris til risengrød. Selv marcipan til julegodter fremstillede man selv. Det var virkelig hjerternes fest med masser af sang og glæde - og næsten det allerbedste var den lange forventningens glæde op til højtiden med alt hvad den indebar af forberedelser og ventetid i den tilstundende vinter. Dengang var der jo ingen TV og kun lidt radio, og vi børn elskede juletiden, selvom der næsten ingen penge var med i billedet ! Mor havde travlt i hele december med julebagværk og julegodter af mange slags, men også julefrokosten med de hjemmelavede lækkerier som grisesylte, gåsefedt og gåseleverpostej. Og is fremstillede vi af fløde og vanilie - med hjælp af sne udefra. Og mor lavede en lækker kage med kiks indstøbt i kogt chokolade og farin.
Vi holdt selv både høns til at lægge æg, og til slagtning, og mindst en gås som kunne 'se frem til' juleaftenbordet. Far slagtede den, for den var for stor til at vi drenge fik lov. Men vi pillede den for fjer. Og af fjerene lavede vi en skrivepen til blæk, og lavede avancerede fjerprydelser, og styrefjer på pile til flitsbuen. Men det var en smule vemodigt når gåsen skulle lade livet, for gæs er personlige dyr med tillid og tamhed.
Mælk - som var "kofrisk" fik vi fra gårdene, eller som smør og ost ved at hente det "i løs vægt" - i egen beholder, på mejeriet en kilometers vej væk, det var ofte mit lod, med en lille mælkejunge jeg kunne have hængende på cykelstyret, og jeg elskede at komme der - duften på mejeriet, og de hvidklædte mejerister, meget appetitteligt. Mælk kunne ikke fås på karton, og solgtes i flasker kun i byernes "ismejerier".
- Morgenmad var varieret, om vinteren enten øllebrød, lavet af tørt smuldret rugbrød, eller havregrød med mælk, smør og sukker, eller om sommeren tykmælk (en slags yoghurt) med brunt farinsukker, eller mælk med havregryn, - "rigtig" frisk komælk som bliver sur behøver man ikke kassere, - det "sattes op" med lidt kærnemælk i tallerken i fadeburet, og blev til stift tykmælk - med tykt flødelag øverst. Cornflakes dukkede op først i 50'erne, og solgtes hos købmanden, så det fik vi også. Bag på pakkerne var figurer til at klippe ud, cowboy- og indianerserier og nybyggere med prærievogne, - da lagdes grunden for min fascination af Amerika !
Som godnathistorie læste min far højt for os drenge f.eks. den norske opdagelsesrejsende Fridtjof Nansens "Fram over Polhavet", om skibet der kunne tåle skrueisen og rejste ud på en 3 år lang "sejlads" fastfrosset i polarisen. Det lagde en latent interesse for det arktiske, noget som dukkede frem mange år senere . .

Det var jo før tv, video, computer og cumputerspil - der var kun radio, som kun havde 1 dansk kanal 'Statsradifonien', men hvad lavede vi så ? Vi spillede fodbold, f.eks. ude på marken - fodboldklubber og den slags fandtes ikke, men vi lavede også 1000 andre ting som ingen voksne kendte til eller blandede sig i. I det hele taget var især vi drenge os selv og fandt selv på alt hvad vi ville lave, alene, eller sammen med kammerater. Hvad er det værd at spille fodbold eller lave andet i en klub styret af voksne, hvor voksne har lavet reglerne og styrer det hele. Det skaber skel og nederlag blandt drenge, når de ikke selv bestemmer. Og særligt som idag hvor både forældre (visse fædre) og "trænere" opgejler en stemning som ikke er holdbar - drenge har altid elsket en bold, men lad dog drengene selv ! Vi fandt på en masse andet forskelligt. Vi havde ikke pædagoger til at bestemme for os og sætte os igang - når skolen var forbi og lektierne lavet, og de enkle pligter vi havde i det daglige - som f.eks at hente vand og brænde ind, var vi os selv resten af dagen. Men mor var hjemme og sørgede for at vi fik noget at spise, vores tøj blev repareret osv. Livet var ganske meningsfuldt, vi havde pligter, gjorde gavn, hærværk kendtes ikke.

Meget var anderledes - desværre for idag - børnehaver og fritidshjem var et ret ukendt begreb, for hvis man ville, kunne man bare være blandt de voksne. Min første "erhvervserfaring" fandt jeg inde hos vores nabo, landsbysmeden, der smedede redskaber og beslag i hånden, også hestesko, og skoede heste, -  og sang salmer imens så det gjaldede . . . Han blev over 100 år gammel, skrev bøger på sine gamle dage, og som enkemand foretog han adskillige rejser til Det Hellige Land. -  Han var en af de få i landsbyen som var så moderne at have bil  -  en flot, skinnende Ford, som han gerne fyldte om søndagen med dem der ville med til kirke. Men ikke alle nabofruer var trygge - som de sagde, der var mus i den bil.
Men smukt lød det i mine bløde barneører, når denne granvoksne landsby-grovsmed gennem al støjen så vemodigt sang salmer. At denne store kraftige mand var ulykkelig forstod jeg, - han havde mistet sin eneste søn, og i den anledning nedtaget flagstangen i sin have, for nu var der intet mere at flage for, som han fortalte mig. - Og hvem ved hvad verden gik glip af !? Verden har før set en grovsmed med både store evner og usædvanlige sønner der nåede verdensberømmelse - Jussi Björling, den legendariske svenske verdensstemme, var søn af en grovsmed, en god, stærk og kærlig far. Jussi og hans tre brødre havde fra drengeårene så smukke stemmer, og deres far så god forståelse for at værdsætte sine sønner, at de blev berømte sammen med deres far, optrådte og indspillede grammofonplader.

Herudover var vores liv fuldt af heste, køer og grise, høns, ænder og gæs, mine egne dværghøns, og sommetider drev jeg køerne ind fra engen, til malkning. Når jeg gjorde det, fik jeg frisk, lun mælk med hjem. - Mælken stilledes i mælkejunger den årle morgen ud til vejen, hvor de hentedes til mejeriet i hestetrukken vogn, og løftedes op på vognen af een mand.
Langt senere, da jeg blev en voksen, stærk ung mand, gjorde jeg det efter da jeg ene mand kørte en lastvogn ud med et helt varme/sanitets anlæg, centralkedel, varmtvandsbeholder, toilet, håndvask, jern og rør, som jeg læssede af uden brug af kran, kørte ind på byggegrunden med sækkevogn, somme tider ned ad trappe. Jeg lærte at bruge kræfterne rigtigt.
Som barn opvokset på landet lærte jeg hvor værdifuldt det er at omgåes dyr, de sætter vor egen eksistens som menneske i relief, og dyr lyver ikke, forstiller sig ikke. Dyr er ærlige, trofaste, meget individuelle i væsen, både hund og kat, og høns, ænder og gæs, grise og køer. Kvier - halvvoksne køer, er uberegnelige, farlige - som halvvoksne mennesker kan være, men voksne køer - og til dels heste som dog kan være lunefulde - er dejlige dyr, rolige, pålidelige, tillidsfulde og med de dejligste øjne som ser på een. Dem har jeg iagttaget meget, og det er rart at komme ind i stalden til dem, især om vinteren - dyrene varmer. Og jeg har ofte oplevet køerne på marken i tordenvejr, og om natten hvis jeg har skrået over en mark, at de med deres bløde mule søger tryghed og nærvær hos mennesket.
Dyr er forunderlige, ofte menneskelige - ja, bedre end mennesker, man kan tale til dem og de forstår. Se altid et dyr i øjnene - men stir ikke, krænk ikke dyrets natur. Jeg har været venner med de mest glubske lænkehunde.

Men ellers var mine første drømme at blive brandmand - måske inspireret af en storbrand i nærheden af vores hjem. Men da vi siden ofte tog toget til København var min drøm at blive togfører, eller lokomotivfører, dengang det var de store imponerende damplokomotiver.
Men min interesse blev med årene elektronik, og det var en stor skuffelse at jeg ikke fik læreplads som jeg ellers arbejdede så meget på at få - det var før de statslige faguddannelser, der var kun mesterlære. Der var mange radioforhandlere og næsten alle havde eget værksted, som gerne havde en liste over drenge der var interesseret i læreplads, og jeg kom ofte på alle radioværkstederne for at holde mig til. Men de tog højst een lærling hvert fjerde år. Så der var simpelthen for få lærepladser. Hvad der evt. gjorde udslaget ved jeg ikke - måske hvis forældrene "trak i trådene". Min nærmeste ven med fælles radiointeresse havde en far med indflydelse, og han endte som cheftekniker i TV-byen.

Jeg var ellers meget ivrig og med på det nyeste, byggede med transistorer - f.eks. en radio i en tændstikæske - før det var byggesæt og man selv skulle finde løsninger, og transistorer kostede en halv formue . . . og meget få troede mig når jeg præsenterede mine miniature vidundere. Transistorer var noget helt nyt og ukendt, og jeg blev lidt til grin når jeg fortalte mine kammerater om det ! Det oplevede jeg også langt senere i 1987 da jeg åbnede firma for Canon farvekopi - fotokopier i farver, "det kan man da ikke" ! Heller ingen troede mig da jeg kom hjem i 1967 og fortalte om TV i farver !

Det var jo dengang det almindelige var de spændende radiorør af glas eller metal, i stedet for de små transistorer, ja de bliver jo stadig mindre som hele mikro-"samfund" i chips, IC'er (Integrated Circuit), mikroprocessorer m.v. (kært barn har mange navne) som kan udføre særlige opgaver. Radiorør kunne det samme, men så fyldte apparatet bare et helt hus.
Se f.eks. på Teknisk Museum i Helsingør, her står DASK, en "lommeregner" fra 50'erne, - men den er ikke i lommeformat. Men den var min skoletids omdiskuterede vidunder blandt os drenge. For drenge har helt sikkert diskuteret den sidste ny teknik siden bue og pil blev opfundet - det er ikke her man møder fordommene - men måske nok vantro - og tørre tæsk.
Det er bare som om det er 100 år siden, så hurtigt udviklingen er gået. Og det kan vi takke "rumfart-effekten" for. Mobiltelefonen, quarts-uret, CD'en, computeren, digitalkameraet og al den anden højt udviklede og kompakte teknik idag er sat igang af kapløbet om at erobre rummet - og det har vi haft glæde af siden.